Hvad er mobilitet

Du kan også finde dette blogindlæg som lydfil her

Uanset hundens type, alder og fysiske form er en hund med god mobilitet en glad hund. Ikke blot fordi det er fysisk godt for den, men også fordi det giver den bedre mentalt overskud. 

Ved at lave 10 minutters mobilitetstræning om dagen, vil jeg vove den påstand at din hund let kan få et bedre liv. Mine egne hunde synes det er vildt sjovt, og udover at det er fysisk godt for dem, så får vi en bedre mental forbindelse. For min konkurrencehund Genie er det helt klart godt for vores samarbejde og det smitter af på træningen i vores hoveddisciplin lydighed. Han performer simpelthen bedre. 

For familiehunden kan mobilitetstræning dels være med til at give dem et længere og bedre liv, men også være en sjov aktivitet sammen med familien.

Hvad er mobilitet?

Mobilitet kan deles op i styrke, udholdenhed, balance, koordination og fleksibilitet. 

Hvert område kan trænes mere eller mindre separat. Mange gange vil træningsøvelser ramme mere end ét punkt. Ved at forbedre alle 5 områder bliver det enkelte bedre end hvis dette blev trænet alene. De gør hinanden stærke.

Når jeg i dette og i andre mobilitetstræningskurser snakker om hvordan jeg vil anbefale du træner din hund med hensyntagen til alder og sundhed, forholde jeg mig udelukkende til mobilitetstræning og ikke til træning af agility, lydighed, eftersøgning, rally, hoopers eller hvad end du træner med din hund.

Mobilitetstræning kan fint stå alene hvis du ikke dyrker nogen sport med din hund, men blot har ønske om at lavet noget sammen med den.

For mig der træner en sport med mine hunde, er mobilitetstræning en del af min træning. En brik i et større puslespil. Det kan det også være for dig.

60/40:

Hunde bærer 60% af deres kropsvægt på forbenene og 40% på bagbenene. Selvfølgelig er der forskel fra hund til hund, men som udgangspunkt er fordelingen sådan. Det skal vi huske at have i tankerne når vi træner dem. Hvad vil vi gerne med hunden, hvilken del af den kræver mest træning i styrke, fleksibilitet etc.

Når et menneske træner fitness, er det ofte med løft/bevægelse af vægt og forøgelse heraf. Når vi træner fitness med hunde, bruger vi vægtforskydning. Vil vi træne hundens bagpart forskyder vi vægten bagud ved at hæve forbenene og vil vi træne hunden forpart hæves bagbenene. Det er det du er startet på i de første to øvelser. Rigtig mange af de øvelser der ligger i mine kurser bygger på vægtforskydning. I mobilitetstræning arbejder jeg med at styrke de små muskelgrupper. Dem der stabiliserer og støtter de store muskelgrupper.

Uanset om du har en familiehund eller en sportshund vil den have gavn af at få trænet de små muskelgrupper, som vi arbejder med ved hundefitness. Tænk lige over hvor mange gange din hund lander på forbenene; ud af bilen, ned fra sofaen…

Tænk på din hund:

Når du træner mobilitetstræning, skal du altid tage højde for din hunds alder og eventuelle skavanker.

Med sunde raske hunde kan du øge sværhedsgraden og udfordre en hel del, men selvfølgelig lidt ad gangen. HUSK at det er kvalitet frem for kvantitet.

Tak fordi du læste med. Rigtig god træning!

Udgivet i Hvad er mobilitet? | Skriv en kommentar

6 grundprincipper

1 – Udstyr

Til nogle af øvelserne skal du bruge en platform, der passer til din hund. Den skal have en højde, så hunden træder lidt op, men ikke for høj. Kig på hundens forben og brug i begyndelsen en platform der er på højde med hundens vrist. Platformen må ikke være højere end bagbenenes haseled.

Vigtigt!

Hvalpe: Jeg vil ikke anbefale at lave decideret fitnessøvelser med en hvalp. Derfor har jeg udviklet et hvalpemotorikforløb.

Unghund: 6-12 måneder kan starte stille op på fitness, men jeg vil dog anbefale at det kun er for at lære grundteknikken og ikke som rigtig træning endnu. I opstarten her, skal din platform være meget lav. Der skal kun være en meget lille niveauforskel; et stykke gulvtæppe, en sammenfoldet klud eller lignende.

Ældre hunde: Start med lave platforme og øg stille og roligt højden.

Hunde med skader/i rehabilitering: Trænes kun efter vejledning fra en veterinærkyndig (dyrlæge, veterinærsygeplejerske eller anden uddannet behandler).

Brug en nogenlunde fast platform. Det kan være et håndklæde der er foldet sammen, en fast stolehynde. Jeg bruger selv min hjemmelavede platform af flamingo og gulvtæppe, ikke noget fancy. I shoppen (der er under opbygning) har jeg lidt forskelligt, som du kan købe, men som sagt kan du også bruge et eller andet du allerede har i hjemmet.

Nogle øvelser skal du bruge to eller flere.

2 – Godbidder

Du skal også bruge godbidder, mange godbidder; faktisk rigtig mange godbidder. Du må i mobilitetstræning ikke være nærig med godbidder. Jeg bruger selv tørre og fedtfattige godbidder.

Hav gerne godbidderne i en skål, så de er meget lette at få fat i.  

3 – Skridsikkert underlag

Sidst men ikke mindst skal du sørge for at underlaget er skridsikkert! Det er meget vigtigt at hunden ikke glider på underlaget. Har du gulvtæppe er det godt at bruge, en yogamåtte er også fint. Jeg bruger selv nogle fitnessfliser i skum, der samles som et puslespil. Hvis du lægger et skridsikkert underlag på et glat gulv, skal du være opmærksom på at det skal være stort nok. Der er risiko for at hunden glider i overgang fra gulv til underlag. Ofte vil det ikke glide nogen steder, hvis du selv står på det, men pas alligevel på. Din hund kan få skader hvis den glider.

Du kan også gå udenfor på græs. Fliser er hårde og derfor vil jeg ikke anbefale det, men du kan tage yogamåtten eller lignende med ud hvis du gerne vil stå i den friske luft og ikke har en græsplæne til rådighed.

4 – Træthed

Det er vigtigt du husker at være opmærksom på, om din hund er ved at blive træt. Du kan se det på forskellige måder. Træthedstegn kan være hvis den laver mange fejl ved noget den lige har kunnet, gaber, går eller lægger sig. Mobilitetstræning trætter hunden på en anden måde end løb, svømning eller andre fysiske aktiviteter.

5 – Hvordan du belønner

Det er vigtigt at du får belønnet korrekt for at får det bedste ud af træningen. Holder du godbidden for højt, skal hunden strække sig efter den, og holder du den for lavt, skal den bøje sig efter den. Find der hvor hunden hoved er i naturlig position.

 Vigtigt at belønningerne er lige foran hunden og ikke til siderne, da det giver vrid i kroppen, og det ønsker vi ikke i disse øvelser.

6 – Gentagelser og sæt:

Gentagelser er hvor mange gange øvelsen laves lige efter hinanden inden pause. F.eks. 5 gange. Disse 5 gentagelser udgør ét sæt.

Jeg tager gerne 2 sæt af hver øvelse; altså 2 x 5 gentagelser med en kort pause imellem.

Tak fordi du læste med. Rigtig god træning!

Udgivet i Grundprincipper | Skriv en kommentar

Fitnessudstyr

I mine kurser er der en mere udførlig vejledning med billeder, men i dette indlæg giver jeg dig et par fif til hvordan du let kan komme i gang med hundefitness helt uden dyrt udstyr.

Du kan meget let komme til at købe en helt masse fitnessudstyr, som du ikke kommer til at bruge. Min anbefaling vil være at bruge noget du allerede har. Det kan være en bog, et tæppe, et håndklæde, en pude eller andet. Det vigtigste er at det du bruger passer til din hunds størrelse.

Det allervigtigste er at du skal sikre dig et skridsikkert underlag. Det er meget vigtigt at hunden ikke kommer til at skride ud under træning. Jeg bruger selv et fitnessguld i skumfirkanter, der kan samles som puslespil. Har du gulvtæppe er det fint at bruge. Kan du gå udenfor er græs selvfølgelig også godt.

For optimal træning må den ting hunden skal stå på ikke være for høj. Jeg anbefaler at det højdemæssigt er et sted mellem hundens håndled på forbenene og under hasehøjde på bagbenene. Starte lavt og arbejd stille og roligt op. Vær opmærksom på at det som udgangspunkt skal være det samme for begge ben (forben eller bagben) så ikke venstre side står højere eller lavere end højre side. (Det kan forekomme i nogle øvelser, men ikke som udgangspunkt).

Et håndklæde eller et tæppe kan være godt at bruge, for det kan du folde så det passer størrelsesmæssigt både i højden, bredde og længde; i hver fald hvis det er stort nok. Kan være en fordel at holde foldningen på plads med en klemme eller lignende, så det ikke folder ud under træningen.

Bruger du en pude, skal den gerne være ret fast. Hvis den er for blød kan hunden overstrække i poterne og det er ikke ønskeligt. Bøger kan også være fine at bruge, men der skal oftest bruges mere end én og husk derfor på de skal være lige tykke.

Tak fordi du læste med. Rigtig god træning 🙂

Udgivet i Udstyr | Skriv en kommentar